På disse sider kan du læse om vores kirker og den gamle kirkegård.

I et gammelt skrift fra Nationalmuseet, er bla. indført følgende omkring Jyllinge Kirke og kirkegård:

J Y L L I N G E   K I R K E

SØMME HERRED

Kirken hørte i Middelalderen under Æbelholt Kloster, der indtil o. 1175 laa paa Eskilsø, og den Munk eller Præst, der var Bestyrer af Klosterets Ladegaard paa Eskilsø, forrettede Gudstjenesten

 Efter at være inddraget ved Reformationen hørte Kirken under Roskildegaard. Kirken blev 1687 tillige med Annekskirken i Gundsømagle fra Kronen bortskødet til Generalfiskal Jøgen Landorph og Justits- og Kancelliraad Vilhelm Mule.

De to Kirker havde siden fælles Ejere og hørte senere begge under Hejnstrupgaard i Gundsømagle Sogn, blandt hvis Ejere var Hofapoteker Johan Gotfred Becker  og Andreas Ludvig Schoustrup. Kirken overgik til Selveje 10. September 1920.

Det mange Steder fra kendte Sagn om Lindormen  er ogsaa knyttet til Jyllinge Kirke

Kirken ligger i den østlige Udkant af Byen, hævet over denne, paa Randen af strandbrinken, med Udsigt over Roskilde Fjord og Eskildsø. Den gamle Del af Kirkegaarden, der er udvidet mod Øst, hegnes af en ældre, formentlig senmiddelalderlig Kampestensmur. I Nordvesthjørnet er der en paa Indersiden falset Laage, hvis Bue nu er borte, i Vest en moderne Port.