Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken til Helligtrekongers søndag 2021

Der er en historie om en vis mand, en filosof i Grækenland, som hed Sokrates. Der kom en ung mand og bad Sokrates: Giv mig visdom." Følg med", svarede Sokrates og han gik i forvejen gennem byen ned til havet og ud i vandet til de stod i vand til maven. Sokrates tog den unge mand og bukkede hans hoved ned under vandet og holdt det i 20 sekunder. Han lod den unge mand rette sig op og spurgte ham: Hvad var det, som du ville have? Den unge mand svarede: visdom. Igen bukkede Sokrates den unge mands hoved ned under vandet i 30 sekunder. Og han spurgte ham: Hvad var det du bad om? Den unge mand svarede lettere forpustet: visdom. Sidste gang holdt Sokrates mandens hoved under vandet i mange minutter. Og da han spurgte: Hvad vil du have? Kunne den unge mand kun fremstamme et ord: Luft. Og Sokrates sagde: Når du ønsker dig visdom lige så meget som du nu ønsker dig luft, så vil du have visdom.

Nogle gange er vi nemlig for ivrige i vores søgen efter noget bestemt og i vores søgen rokkes der ved os – vi forandres og vi finder ud af, at det var noget andet som var livsvigtigt. I dag har vi hørt om de vise mænd. I nogle kirker findes den skik, at de figurer, som forestiller de tre vise mænd, begynder deres rejse i kirkerummet langt væk fra stedet, hvor julekrybben er opstillet. Langsomt, mens dagene nærmer sig juleaften, rykkes de tre figurer nærmere og nærmere krybben, som for at huske os på, at vi alle er på en rejse frem til mødet med Jesus julenat, hvor han blev født på jorden. Det er først til Helligtrekonger, at figurerne sættes hen til krybben og julen er slut; efter gammel skik bærer vi juletræet ud fra kirken dagen efter. Det er der ikke mange som kan vente på derhjemme. Juletræet med sin pynt er for længst smidt ud og vi har haft tankene omkring det nye år. Det er forståeligt, især i den tid vi lever i. Vi håber snart på bedre og normale tider igen!

Historien om de vise mænd er stemningsmættet og får hurtig kaldt billeder frem i vores indre. Derfor er det også en populær bibelfortælling for børn. Om de var tre vise mænd, ved vi ikke. Om de var datidens astrologer eller stjernetydere, ved vi heller ikke. I den syriske kirke fortalte man, at de var 12 vismænd. Vi har derimod sagt, at de er tre, angiveligt ud fra antallet af gaver de havde med.

Fra omkring år 200 omtales de som konger. Efter den folkelige tradition har de fået navnene; Kaspar, Melchior og Balthasar. Tallet tre er også tallet på de dengang kendte verdensdele, så man lod dem komme fra Europa, Asien og Afrika. På den måde understregede man, at Jesus var født som gave til alle mennesker. Det er altså en tekst, som med tiden har fået endnu mere bygget på sig, end der egentlig fortælles.

For de vise mænd gælder det, at de ivrigt holdt udkig efter stjernerne. De spejdede og var opmærksomme. Straks de havde set den store og klare stjerne, så tog de den vigtige beslutning om at

rejse af sted. Også det viser, at det var livsvigtigt for dem. De tænkte ikke bare, at det var en smuk stjerne og at det var dejligt for det land, hvor der var født en ny konge, men at det land lå langt væk og ikke kom dem ved. Nej, de måtte af sted. Ligeså stærkt var deres ønske, som den unge mand, der havde haft hovedet under vand, og som pludselig ønskede sig luft. Sådan var det eneste, som var i de vise mænds tanker; stjernen og den nye konge.

De gennemgik mange strabadser for at komme frem til Israel. Dog kan det undre, at de ikke var helt så vise – de vise mænd fra Østerland. De var altså også lidt naive, da de tog til Jerusalem og turde tale med Kong Herodes. Han var nemlig kendt for at være en grusom tyran. Det fortælles om Kong Herodes, at han havde ikke mindre en 10 koner, dvs. ikke samtidig, når en døde, giftede han sig igen. Det var ikke altid af naturlige årsager, at konen døde. Herodes havde 12 sønner, men flere af dem blev skaffet af vejen, fordi Herodes var bange for at de ville overtage magten. Igen og igen ændrede Herodes på sit Testamente. Når han skulle ud på en farefuld rejse, efterlod han ordre om, at en eller flere i hans familie skulle dræbes, hvis han selv døde. Han led altså af forfølgelsessyge og var ikke til at stole på. Det er mærkeligt vismændene turde tale med ham.

Borgerne i Jerusalem kendte i hvert fald deres konge. Det må vi kunne læse ud af ordene, at da vismændene fortalte om den nye konge og stjernen, så blev kongen forfærdet og hele Jerusalem med ham. Borgerne i Jerusalem vidste, at nu ville Herodes blive ude af sig selv og de kunne ikke vide sig i sikkerhed for hans hemmelige politi.

De vise mænd søgte videre og de fandt det lille barn, som de var fuldstændige sikre på var deres konge. De faldt på knæ og tilbad ham og gav ham gaver, men de fik så meget mere igen.

De var vel ikke vise da de drog hjemmefra. De ledte efter sandheden. De blev vise, da de bøjede deres hoveder og tilbad det lille barn. Der fandt de Guds visdom.

Borgerne i Jerusalem drog ikke ud til Betlehem. Byen ligger kun få km fra Jerusalem. For Israel håbede på en Messias, som ville give dem frihed, værdighed og magt. Et lille barn i en krybbe kunne slet ikke leve op til Israels forventninger. Hvad kunne sådan et lille barn give dem!?

Men vismændene kom ikke for egen vindings skyld. De kom for at give. De gav af deres jordiske skatte og de gav deres hjertes glæde til barnet.

De blev vise, fordi de indså, at Gud i stalden gav mennesker, lige det som mennesker trængte til; en frelser i et lille barn. Hvis vi mennesker havde trængt til lærdom, havde Gud sendt en lærer, som kunne uddanne os. Hvis vi havde brug for teknologi, ville Gud have sendt os en videnskabsmand. Hvis vores største behov var penge, havde Gud sendt en økonom. Hvis vi helst skulle have haft underholdning og fornøjelse, havde Gud sendt en skuespiller. Men vores største behov var tilgivelse, derfor sendte Gud en frelser til os. Ja, i det lille barn i stalden kom Gud selv til menneskene.

Vismændene mærkede vel, at det ikke gjorde den store forskel om de så op mod stjernen eller ned på det lille barn, for det var himlen de så ind i, en åben himmel, hvor der er plads til os alle.

Det ligner en historie om en persisk konge, som levede for længe side og som var en vis og god konge. Han elskede sit folk. Han ville gerne vide, hvordan de levede. Han ville vide om deres lidelser. Tit klædte han sig som en håndværker eller en tigger og besøgte de fattige. Ingen vidste, at det var deres hersker som kom til dem. En gang besøgte kongen en fattig mand, som boede i en kælder. Kongen spiste den elendige mad som den fattige mand måtte leve af. Kongen prøvede med venlige ord at opmuntre manden. Så gik kongen. Senere besøgte kongen den fattige mand igen og han fortalte den fattige, hvem han var. "Jeg er din konge." Og kongen troede, at manden ville bede om en gave. Men det gjorde han ikke. I stedet sagde den fattige: Du forlod dit palads og din herlighed for at besøge mig på dette mørke sted. Du spiste den mad som jeg spiste. Du bragte glæde til mit hjerte. Til andre har du givet rige gaver. Til mig har du givet dig selv.

I den nye konge i stalden i Betlehem gav Gud sig selv. Det var bedre end alle andre gaver. Det er en gave som forandre os og kan give os så meget glæde, der hvor vi søger det. Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.


Lad os alle bede:

Herre, vor Gud, tak, fordi du brød mørkets magt og lod lyset skinne i natten.

Fortæl os igen, at det er vores lys, du tændte - at vi er det lys, der skal skinne i mørket.

Kom til os igen, Herre, nu hvor vi har taget hul på et nyt år. Vi har brug for det.

Tak for alle de gode evner, vi har fået, så vi kan opfinde og skabe – men tilgiv os, når vi bruger vore evner til at låse andre og os selv fast i det liv, vi tror, vi ejer. Bær over med os, når vi tager barnetroen fra andre eller sætter grænser for livets udfoldelser.

Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt - men bær os, når afmagten bliver for stor.

Brug os til at dele ud af din velsignelse, så det gode budskab også må nå dem, der er syge - dem, der er ensomme - dem, der mangler tro - dem, der lider af savn eller sorg eller på anden måde må leve i mørke.

Vær hos dem af os, der savner et medmenneske, et arbejde, et land eller sin frihed.

Giv din kirke liv, så den kan lyse op i verden, og giv os mod til at være din kirke. Giv os alle, nu og i al evighed, din nåde, fred og velsignelse. Amen.


Og lad os apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle.

Amen.