Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis d. 28. juni 2020
v/sognepræst Mogens Damm.

 

Det er en meget indholdsmættet fortælling, vi har foran os. For en umiddelbar betragtning er det blot historien om en far og hans to sønner, der er meget forskellige og derfor også handler og reagerer meget uens. Men skraber man bare lidt i fortællingens overflade, så kommer der meget mere frem. I middelalderen opererede man f.eks. med syv dødssynder: hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, frådseri, griskhed og vellyst. Og i hvert fald seks af de syv udfoldes i Jesu fortælling i dag. Vi møder både hovmod, misundelse, vrede, fråseri, griskhed og vellyst. Aspekter af menneskesindet fra dets værste sider. Vi møder fornedrelse. Men også længsel og håb. Lige som vi oplever syndserkendelse, fortrydelse og uforbeholden tilgivelse. Som et aspekt af kærligheden i dens inderste og reneste form. Guds kærlighed.
Jesu beretning i dag er en lignelse. En eksempelfortælling. En beretning, der bruger billeder og eksempler til at forklare sine pointer.
Den første dødssynd, vi møder, kommer lige fra starten. Det er griskhed og misundelse. Den yngste af en fars to sønner beder om bodeling, allerede mens hans far lever i bedste velgående.
 
Hvis vi skal prøve at forstå ham, så kunne hans begrundelse være, at det jo er hans storebror, der står til at arve faderens gård, og at der derfor ikke rigtigt er noget, der binder Benjamin til hjemmet, nu, da han er blevet voksen. Eventyrlysten og udlængslen bobler i ham. Om kap med misundelsen, kan man forestille sig. Det var den anden dødssynd. Faderen accepterer sin yngste søns ønske og giver ham, hvad han beder om. Og nu skulle man måske så tro, at Benjamin ville investere sine økonomiske midler i at etablere sig i sine nye, fjerne og spændende omgivelser. Og skabe sig en tilværelse og et navn. Men nej. Han ødsler hver en denar bort. Spenderer hele formuen på vin kvinder og sang. Den tredje og den fjerde dødssynd, fråseri og vellyst, gør deres fatale indtog i hans liv. Og da han altså ikke har nogen opsparing, er han, i bogstaveligste forstand på, herrens mark, da der kommer hungersnød i landet. Han kan hverken hjælpe med at brødføde andre eller blot skaffe mad til sig selv. Og der er ikke hverken kontanthjælp eller andre overførselsindkomster at få. Hvor Benjamin før var sin egen herre, er han nu dybt afhængig af andres hjælp. Med hans udsvævende liv, er muligheden for at råde over sit eget liv og levned gledet ham af hænde. Han har pantsat sin selvstændighed, og har ikke midler til at indløse den. Og fantasien rækker ikke længere end til at holde sig til hos en af landets borgere. Som sender ham ud på sine marker for at vogte svin. Og så er den absolutte bund nået for en jøde. Svinet er et urent dyr, set med jødiske øjne, og at passe svin er stort set det værste, man kan gøre. Fornedrelsen er total. Den unge mand kan ikke komme længere ned i sølet. Men lige lidt hjælper det. Han bliver ikke engang budt på et måltid bønner, som svinene åd. Maden var forbeholdt dyrene.
Hvad der sker fra det øjeblik og til han træffer sin næste beslutning, er helt sin egen refleksion værd. Måske skulle vi holde et minuts stilhed for at reflektere over den følelse og de livsvilkår, der får Benjamin til at træffe sin næste beslutning. Kunstnere som musikere, malere, forfattere og filmskabere kunne sikkert skilre det følelsesmæssige inferno, der må have raset i den unge mand. Hans udenlandsrejse bliver til en indenlandsrejse. Han gik i sig selv. Vi springer imidlertid pausen over. Og går straks videre til at ridse hans to mulige veje at gå, op. Den ene er blind. Nemlig den, helt at gå i hundene. Den anden er at vende hjem og sige undskyld. Vel vidende, at han har mistet sin ret til at betragtes af sin far som hans søn.              
Benjamin vælger den sidste mulighed. Ud fra en overlevelsesstrategisk overvejelse. I landet, hvor han bor, betyder naturkatastrofen, at han vil dø af sult. Og det er der jo ikke meget perspektiv i. Så hellere vende hjem til fædrenegården. Hjem til far og storebror. Og med håbet om at måtte få status som daglejer. Altså en, der står på det lokale torv, når dagen begynder ved solopgang kl. 6 om morgenen og er klar til at arbejde til dagen slutter ved solnedgang kl. 18. Og tilbyder sin arbejdskraft for en dagløn på en denar. 70 ører. Som jo i hvert fald betød, at han ville kunne købe mad og drikke. Og altså ikke dø af sult. Han har måske kun haft det tøj, han gik og stod i. Så hans fysiske bagage var meget let. Det var værre med den psykiske. Den må have været som en næsten ubærlig tung rygsæk. Fyldt med skyld og skam og tyngden af det ydmygende ved at skulle sige undskyld til sin far og frasige sig sin sønnestatus.
Men de tanker er samtidig byggeklodserne til de to første led af tilgivelsens tretrinsraket. De to første led, som kun han selv kan skabe, mens det er op til hans far, og kun ham, at fuldende bygningsværket. Benjamin erkender sin skyld og fortryder, hvad han har gjort. Og dermed er vejen banet for faderens tilgivelse. Igen kunne kunstnere som musikere og malere, forfattere, og filmskabere sikkert skilre den unge mands tanker og følelser i rejsetiden på vej hjem. En tid præget af afklaring i stedet for inferno.
Mens den yngste søn endnu var langt borte, så hans far ham. Men faderen kiggede ikke på ham med afskyens og udelukkelsens hånlige blik. Benjamins indre drejebog for mødet med faderen var forkert skrevet. For han blev mødt med det modsatte. Nemlig medynk og kærlighedens ubetingede accept. I form af kram og kys. Og i stedet for at blive vist bort af sin far, bliver den hjemvendte søn centrum i en fest, hvor intet mangler. Hverken af tøj eller udstyr, mad og drikke, musik eller dans. Sønnens undskyldning: ”Far, jeg har syndet mod himlen, (altså Gud), og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”, besvares ikke med ord men med glædesfest af dimensioner. Benjamin har dømt sig selv ude af familien, men faderen dømmer ham inde igen. Og udmønter dommen i en stor fest. Og den kan ikke begynde hurtigt nok. ”Skynd jer”, siger faderen til sine tjenere. Og så nærmest regner gaverne ned over den hjemvendte. Først får han den fineste festdragt på. Den dækker dels Benjamins fattige påklædning, og dels gør den ham til festens midtpunkt. Så får han en ring på fingeren. Det kunne være en signetring. Som tegn på hans status som genindsat i sønneforholdet til sin far. Og han får sko, sandaler på fødderne. Havde åbenbart heller ikke råd til fodtøj. Og gik derfor barfodet som en slave, indtil da. Som han før blev klædt af til skindet af fattigdom, blev han nu klædt på til fest. Og så blev fedekalven slagtet til ære for den hjemvendte. En fedekalv er en særlig opfedet tyrekalv . På Jesu tid fodrede man fedekalven med alt den mælk  som var i overskud. Derved blev den tyk og fed. Og derved fik den sit navn. Kødet fra en fedekalv havde mere fedt end fra andet kvæg , og var dermed rigere på smag. Det var derfor særligt luksuriøst at spise kød fra en fedekalv. Og der var også både musik og dans til festen. Liv og glade dage. Fløjtespillere og dansere underholdt selskabet. Og faderen forklarer selv hvorfor: ”For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” For faderen var hans yngste søn indtil for lidt siden død og tabt. Men nu fundet igen. Så nu skal hjemvendelsens ”opstandelse” fejres med manér. Så vidt, så godt. Alle er glade – undtagen én. Benjamins storebror. Med hans reaktion på sin lillebrors hjemkomst og den måde deres far håndterer den på kommer endnu andre tre dødssynder på banen: hovmod, misundelse og vrede. Trods faderens indtrængende opfordring vil den ældste søn ikke gå med ind til festen. Han er pligtopfyldende, men uden kærlighed og glæde. Naboer og venner har sikkert fremhævet ham på hans lillebrors bekostning. Men lignelsen viser klart, at den ældste søn, alligevel, ved sin sure selvgodhed, sit hovmod, sin misundelse og vrede er kommet lige så langt væk fra sin far, som hans lillebror var, da han var i det fjerne udland. Og han trænger, i lige så høj grad til at gå i sig selv og vende om, som hans bror gjorde. Om han gjorde det, fortæller Jesus ikke. Men han siger om Benjamin til sin far: ”Denne din søn”. Han vil ikke engang kalde ham: ”Min bror”. Alligevel slår faderen heller ikke hånden af sin ældste søn. Tværtimod. Han kalder ham: ”Mit barn” og siger ”Din bror her” om Benjamin. Fastholder altså sin kærlighed til begge sine sønner. Og lader sin ældste forstå, at det er forkert af ham at ville afskrive sin bror.
I den sammenhæng, Jesus fortæller sin lignelse, er den yngste søn et billede på toldere og syndere, den ældste symboliserer farisæerne og de skriftkloge og de jødisk ledere generelt, og faderen er Gud. Men hvad siger lignelsen så til os i dag? Den fortæller i hvert fald tre vigtige ting. For det første at ingen af os har noget at lade andre høre. For det er lige så vigtigt at angre og omvende sig fra egenkærlighed og hjertekulde, hovmod, misundelse og vrede, som det er at fortryde sine laster og udsvævelser, sin dovenskab, sit frådseri og sit skørlevned og vende tilbage til Gud. For det andet, at vi går forkert i byen, hvis vi giver lignelsen overskriften: ”Den fortabte søn”. Uanset om vi tænker på den ene eller den anden af dem. Jesu lignelse i dag handler ikke om fortabte sønner. Men om Gud som ”Den kærlige far.” Det er fortællingens rette overskrift. Og for det tredje, glædesløs og kærlighedsløs pligtopfyldenhed kommer vi ikke nogen vegne med. Hverken over for Gud eller for vores medmennesker. Det er ikke i et liv med det sigte, at det potentiale af livsudfoldelse, vi er født med, kommer til sin ret. Det er ikke nogen fest. Det er det derimod at erkende og fortryde det, vi har gjort forkert, hvad det så end er, og så vende ryggen til det og vende sig mod Gud og bede om tilgivelse. Uanset hvem, hvad og hvor vi er. At gøre det er, at vende hjem til Gud. Og få et kram og et kys af ham. Og, som hans elskede sønner og døtre, blive inviteret med til hans kærligheds store fest, med flot tøj, god mad, musik og dans. Den store fest, der begynder med hans tilgivelse her på jorden og fortsætter i himlen. Amen.