Prædiken v/sognepræst Mogens Damm til Trinitatis søndag 2020. 

Søndagens tekst kan læses her: https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst
”Parat, start, løb!”  ”1,2,3 krone for dig!” Sådan er vi sikkert en del, der kan huske det lød i vores barndom, når vi enten skulle løbe om kap i gymnastiktimerne udendørs, eller vi legede skjul. 7, 9, 13 kan man høre overtroiske mennesker sige, mens de banker under bordet. Og ”Alle gode gange tre!”, som man siger. Fra skulpturkunstens verden kender vi de tre gratier. Det romerske navn for tre gudinder for ynde og skønhed i græsk mytologi. De afbildes ofte som tre unge kvinder, der omfavner hinanden eller danner en kreds, hvor de holder hinanden i hænderne. Og de olympiske leges motto består også af tre dele: ”Længere, hurtigere, højere.” Vi bøjer også tillægsord i tre grader. F.eks. stor, større, størst. Og ”Første, anden, tredje gang!”, siger auktionarius, inden hammeren falder for beseglingen af et varekøb. Og i kirken har vi tre, store højtider: jul, påske og pinse. Og når vi siger: ”Tro, håb og kærlighed”, så har vi nævnt de tre vigtigste begreber i kristendommen. Og så mangler vi egentlig kun den treenighed, som søndagen i dag, Trinitatis søndag, har navn efter: enheden af Faderen, Sønnen og Helligånden. Ordet Treenighed findes ikke i Bibelen, men bekendelsen til den treenige Gud møder vi flere steder. Vi kan bare tænke på ordlyden af den apostolske velsignelse, der lyder lige efter prædikenen og motetten.  
Jo, vi kender udmærket godt tallet 3. Og det giver os måske også en god baggrund for at forstå Jesu ord til sine disciple dengang og samtidig til alle hans andre medarbejdere op gennem tiden helt op til os i dag: Jesu dåbs- og missionsbefaling. I vores evangelisk-lutherske kirkesamfund, den protestantiske kirke, har vi to sakramenter. To hellige handlinger. To og hellige, fordi Jesus selv har indstiftet dem. Sat dem i værk. Og befalet os at bruge dem i vores gudsdyrkelse. Den ene er nadveren, som vi forhåbentlig snart kan glæde os til at kunne fejre sammen igen, og så er det også dåben. I dag hører vi Jesu egne ord til os om den. Og hvad angår nadveren, kan de fleste af os nok huske ordene fra ritualet: ”Vor Herre Jesus Kristus tog, i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"  
Her på Trinitatis søndag, festdagen for den hellige treenighed af Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden, er dåben i centrum.  
Som deres opstandne Herre og Frelser, har Jesus sat sine 11 tilbageværende specielt udvalgte medarbejdere stævne i Galilæa. Det område i det nordlige Israel, hvor de kom fra. Og hvor deres fællesskab med Jesus begyndte med deres kaldelse. Men synet af den Opstandne reagerer de forskelligt på. Nogle tilbad ham. Som udtryk for deres tro på, at opstandelsen bekræftede det, Jesus havde sagt - om sig selv og alt muligt andet - og gjort, før Langfredag og den første Påskemorgen, var rigtigt og troværdigt. Mødet med den Opstandne bekræftede og styrkede deres tro på Jesus som Guds Søn og verdens frelser. Andre, derimod, tvivlede, fortæller Matthæus. Så der har ikke været nogen entydig stemning. Alligevel får alle 11 den samme besked. ”Mig er givet al magt i Himlen og på jorden”, begynder Jesus med at sige. Den Opstandne taler med guddommelig autoritet. Og større vægt kan ord jo ikke have. Han har sin magt fra Gud selv. Og havde det været os nutidsmennesker, han talte til, ville han sikkert have sagt: ”Mig er givet al magt i hele universet. For vores verdensbillede er udvidet betragteligt i forhold til jødernes for 2000 år siden, hvor himmel og jord var de gængse perspektiver. Men uanset verdensbillede, så sætter Jesus sine ord ind i så autoritativ ramme, at de bestemt må følges. De får gennemslagskraft og magt fra den almægtige Gud selv. Men det er ikke magt i betydningen magtudfoldelse, der sætter sig igennem her. Det handler mere om herskerens ret. Den er givet Jesus af Gud. Som en altafgørende myndighed. Mens Jesus, i sit jordiske liv, fik magten givet i hvert enkelt tilfælde, han udøvede den, så deler Gud nu, efter Jesu opstandelse, helt og fuldt magten med Jesus. Faderen og Sønnen er lige og ét her. Jesus har fuldmagt. Sådan som profeten Daniel beskriver det i et nattesyn han har haft om Jesus: ”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, der ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.”  
Og nu betror Jesu så sine disciple at føre sit livsværk videre. De skal arbejde på at gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og lære dem at holde alt det, som Jesus har befalet os mennesker at sige og gøre. Nu er alle grænser overskredet. ”Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer”, havde Jesus ellers tidligere sagt til sine disciple. Og til en samaritansk kvinde: ”Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.” Der er dog også, ind imellem, udtalelser og handlinger af Jesus, der peger i retning af, at evangeliet er bestemt for alle folkeslag. F.eks. hjælper Jesus en hedensk befalingsmand, Jesus vandrer i hedenske egne i gadarenernes land, han venter, at mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords i Himmeriget og vingården skal lejes ud til andre vingårdsmænd. Som er et billede på, at jøderne ikke længere skal have monopol på at være Guds folk. Nu, efter Jesu opstandelse og lige før hans himmelfart er alle skranker faldet bort. Alle jordens folk skal kristnes. Og det kan Jesu første disciple jo ikke klare alene. Derfor er alle kristne, der har modtaget det glædelige budskab om Jesus og det, han sagde og gjorde, forpligtet til at række videre til andre, hvad de selv har modtaget. Dele glæden med andre. Alle kristne til alle tider er altså forpligtet til at missionere. Glæden over evangeliet kan dog meget vel overskygge pligten til at forkynde det. Og til dåben knyttes forkyndelsen, der skal lære mennesker at holde alt, hvad Jesus har befalet os. Og hans ord skal ikke bare læres. De skal også holdes. Jesu disciple skal, inden for alle nationer, vinde disciple. Og det skal ske efter en fast procedure: Først skal de døbe mennesker med den kristne dåb, i den treenige Guds  altså i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og formentlig efter en forudgående foreløbig undervisning. Og derefter skal de lære de døbte praktisk kristendom. At holde alt det, som Jesus har befalet sine disciple. Hvad det er, fylder meget i Det ny Testamente, men kan sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud, Jesus annoncerer i sit svar til en lovkyndig farisæer, der spurgte ham, hvilket bud der, ifølge Jesus, er det størsteelligåndens n: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv.” Sådan lyder Jesu svar.  
Jesus blev også selv døbt. Som voksen. Ca. 30 år gammel. Af sin fætter Johannes Døberen. I Jordanfloden. Jesus insisterede selv på handlingen. Og det var, alt i alt, en anerkendelse af den dåb til omvendelse og syndernes forladelse, som Johannes praktiserede med kun vand. Den var forløberen for den kristne dåb, som indstiftes med Jesu ord til sine disciple dengang, og til os i dag. Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Da indstiftes den kristne dåb som den normale indgangsdør til Guds himmelske herlighedsrige. Og det er jo et tydeligt vidnesbyrd om, at en ny menighed skal stiftes. En ny pagt skal oprettes, som Jesus selv siger det eksplicit i sine ord om vinen ved nadverens indstiftelse: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Et nyt Guds folk skal samles ud af alverdens folkeslag. Dåben i den treenige Guds navn og nadverfejringen skal være de to centrale pagttegn. Og sammen med prædikenen, forkyndelsen af Jesu glædelige budskab og budskabet om glæden ved ham, skal de være grundpillerne i den nye menigheds gudstjeneste. Og det, der holder fællesskabet sammen, skal være menighedsmedlemmernes indbyrdes kærlighed. Kærligheden er en pligt. Ikke et valg, fortæller Jesus disciplene. Som han har elsket og stadig elsker dem, skal de takke for kærligheden fra Jesus og styrkes og inspireres ved den, ved at elske hinanden. Og række kærligheden videre til andre. I den forstand er kærligheden en pligt og ikke et valg. ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt…”, citerer evangelisten Johannes Jesus for at sige til sine disciple. Og lige så naturligt det var, at tanker om menighed allerede banede sig vej i Jesu bevidsthed, jo klarere han forudså og forudsagde sin bortgang, der for menneskeøjne kun kunne forme sig som en ”optagelse”, en himmelfart, sådan er det jo kun endnu mere forståeligt, at han, i de 40 dage mellem sin opstandelse og himmelfarten, gav sine nærmeste medarbejdere instrukser om arbejdets fortsættelse. Tidligere havde han fortalt hvorfor. Nu forklarer han hvordan. Tidligere havde Jesus sagt til sin discipel Simon: ”…du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke…”. Og Jesus havde også henvist til menigheden, når det gælder at afgøre uenigheder mellem kristne brødre. Og Grundtvig mente jo ligefrem, at trosbekendelsen blev givet af Jesus til disciplene i tiden mellem Jesu opstandelse og himmelfart. Men heller ikke i trosbekendelsen, som vi sammen lagde ord til lige før prædikenen i dag, nævnes ordet Treenighed specifikt. Men lige som Faderen og Sønnen og Helligånden nævnes på lige fod i dåbsritualet, sådan er de også i trosbekendelsen hver sin uundværlige del af den samme guddommelige enhed.  
At blive døbt i den treenige Guds navn betyder at døbes til evigt livsfællesskab med Gud, der har åbenbaret sig som Skaberen og Faderen, og som elsker os mennesker med en evig kærlighed, og med Sønnen, der har åbenbaret ham og givet sit liv for at frelse verden, og med Guds Ånd, Helligånden, der indplanter det hellige, guddommelige liv i vores hjerte, så kærlighedens fællesskab med Gud kan opleves og erfares. Gud har skabt os. Forløst os i Kristus. Og ved sin hellige Ånd inddrager han os i skabningens og forløsningens virkelighed. Han gjorde det, da vi blev døbt. Og han gør det, hver gang evangeliet forkyndes og tros. 
Og til Jesu dåbs- og missionsbefaling knyttes den størst tænkelige gave. Nemlig Jesu løfte om, at intet døbt, kristent menneske nogensinde er alene om sit liv og sin gerning. Jesus er med os alle dage og nætter, gode som svære, indtil verdens ende. Ikke kun til livets, men helt til verdens ende. Altså i tid og evighed. Vi er altså ikke vores egen lykkes smed. Gud ske lov! For hvad så, når vi mislykkes? Livet er ikke vores eget projekt og døden ikke ensomhedens yderste bastion. Jesus går med os gennem begge dele. Han er nærværende i Ånden, Helligånden. For netop som den, der er faret til Himmels er han ikke længere bundet til et sted, som han var det i sit liv her på jorden. Efter sin himmelfart og Helligåndens komme til jorden den første pinsedag, 10 dage efter Jesu himmelfart, kan Jesus være alle sine disciple lige nær. Til enhver tid. Og på ethvert sted.  
Og som et spejlbillede af det indfriede løfte til menneskeheden, Matthæus lader profeten Esajas give på Guds vegne i begyndelsen af sit evangelium: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os, ja, så slutter Matthæus sit skrift med et løfterigt: Gud med os. Den treenige Gud. Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er godt selskab! Amen.  
 

Dagens indsamling går til Mellemkirkeligt arbejde, og bidrag modtages med tak via MobilePay

Læs mere om Mellemkirkeligt arbejde her: www.interchurch.dk.