Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Forventning - artikel fortsat fra Kirkenyt 53-1

”Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!”

Sådan siger hovedpersonen i Johan Krohns berømte digt, Peters Jul fra 1870. Men ordene er egentlig tidløse. Og kunne være sagt af hvem som helst. Børn, unge og voksne, der med forventningens glæde ser hen til den første af kirkeårets tre store højtider. Hvor traditionerne står i kø. Og vores forventninger skuffes ikke. Som kristne har fejret det de foregående 2020 år, siden Gud blev menneske i det lille Jesus-barn i krybben i Betlehem, sådan vil vi også kunne fejre Herrens komme, Jesu fødsel, i år. Kirkelig set Juleaften og 1. og 2. juledag. Og ligesom fasten er forberedelsestid til påske, sådan er advent optakten til jul. I kirken varer forberedelsestiden en hel måned. I løbet af de fire adventssøndage spændes forventningens bue til sit yderste. Og ventetiden begynder med, at vi tager hul på det nye kirkeår. 1. søndag i advent. Som en markering af, at noget nyt og dejligt venter. Og bare tre dage efter har vi vintersolhverv. Årets korteste dag. D. 21. december. Hvor mørket har mest magt. Fordi solen i Danmark kun er oppe i lige godt syv timer. Men allerede her begynder det langsomt at gå mod lysere tider. Og de tre dage er som en miniadvent. En slags advent i adventstiden. Optakten til at Jesus kommer til verden. Han, som siger om sig selv, at han er verdens lys. Fordi han kan oplyse vores hjerte, sjæl og sind. Og sprede selv dødens mørke for alle vinde. Jesus er garant for, at der ikke kun kommer lys omkring os, men også i os. Når mørket er tættest, er lyset stærkest, som mange mennesker gennem tiden har erfaret det. I mange forskellige betrængte situationer. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, som der står i Johannesevangeliets julefortælling.

I adventstiden åbner vi julekalendere 24 dage i træk. Og julekalenderen er på den måde med til at minde os om, at adventstiden begynder med det nye kirkeår. På de fire sidste søndage før jul skrues forventningerne om, at Gud  bliver menneske og deler liv og død, glæder og sorger, håb og bekymringer med os, gradvist i vejret. Og det er ikke svært at holde gejsten oppe. For vi, der lever efter Jesu fødsel, ved, at de gammeltestamentlige profetier om hans komme, er gået i opfyldelse. Derfor behøver vi heller ikke at gætte på, hvad der gemmer sig bag den 24. låge. Det er altid samme tema. Med variationer. Og det, som julen virkelig handler om. Det lille barn i krybben er Himlens store Gud. Kommet til vores verden. Med lys og fred og glæde.

Derfor kan det også give et helt sæt i én, når man, allerede før midten af oktober, kan se kataloger med kunstige juletræer, vinkende julemænd, nikkende nisser, ivrige rensdyr og snemænd med høj hat og gulerodsnæse. Og, i bedste fald, få øje på en undseelig julekrybbe. Eller man på en ganske almindelig onsdag i oktober, kl. lidt over 16, bare lige skal op i supermarkedet at købe de sidste nødvendige ting til aftensmaden, og man så drejer til højre ved den hylderække, der plejer at stå mel og gryn og pasta på, men der så, lige pludselig, er fyldt med julestads og brunkager, ler og stjernekastere. Uvilkårligt søger vores blik datoen på armbåndsuret eller mobilen, som fortæller, at der er lidt over tre måneder til jul. Så vi kan ånde lettet op. Og tørre sveden af panden. Men hvad betyder det for vores forberedelsestid til jul, at der fra kommercielt hold tages forskud på glæderne allerede 12 uger før den store højtid? Ja, det betyder i hvert fald, at det kan være svært for børnefamilierne at holde julelunten varm, hele to måneder før det første lys i adventskransen skal tændes. Og julemåneden begynder. Tænk hvor svært det må være for en 6, 7 eller 8-årig at skulle gå forbi de bugnende julehylder i hele tre måneder og gerne vil have en ting med hjem hver gang, når man nu ved, hvor svært det er for børn i den alder bare at vente fra de står op Juleaftensdag til den store festaften begynder. (Hurra for Disney i TV og bedsteforældre, der er gode til at spille spil og fortælle historier i ventetiden den dag). Og i værste fald kan det jo også være med til at flytte fokus fra, hvad julen egentlig handler om, at der så tidligt sælges så mange ting, der egentlig ikke har med jul at gøre. Men som der sikkert kan tjenes gode penge på.

”Julen varer længe,

koster mange penge,

som det hedder i en populær julesang. Men det passer, Gud ske lov, ikke. Og det bliver ikke rigtigere af at blive sunget mange gange. Ikke købejulen, men den rigtige jul, den der har adventstid en måned før, varer rigtigt nok længe. Men den er gratis. For den rigtige jul er ikke noget, vi køber eller spiser. Den rigtige jul er gratis. Vi får den i gave af Gud. I det lille Jesus-barn i krybben. En gave, der aldrig skal byttes. Og gratis er jo det, vi kun kan betale for med tak.

Juleaften kan vi altså frimodigt synge:  

”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen

og julen varer lige til påske.”

For det er jo rigtigt, at først med påsken kommer den næste af kirkeårets store højtider. Også den er gratis. Og foræres os af vor Herre selv. Men den tid, den glæde. Nu først: rigtig god advent og glædelig jul! Når tiden er inde. Og et barn er født i Betlehem.

Mogens Damm, sognepræst