Prædiken til 2.pinsedag mandag 1.juni 2020 v/sognepræst Kaj Bollmann 

 
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-pinsedag-fra-anden-raekke, Joh: 6.44-51 
 
Syv gange i Johannesevangeliet indleder Jesus en meget vigtig sætning med ”Jeg er…”, og så følger der et billede på, hvad han er. 

Det er næppe tilfældigt, at det er syv gange, for syv er jo skabelsens hellige tal. Vi kender mange af ”Jeg er…”-ordene, hvis vi har en lille fortrolighed med kirke og bibel: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, siger han, ”Jeg er vintræet, I er grenene!” Og i gulvet nede i den anden ende af kirken i båndet på tværs står der: ”Jeg er verdens lys, den som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. 

I dag hedder det så: Jeg er livets brød, jeg er det levende brød, som kommer ned fra Himlen. 

Alle de 7 ”jeg er”-sætninger er Johannesevangeliets nøgle til at forstå, hvad det betyder, at Jesus åbenbarer, hvem Gud er – gør Gud synlig for os mennesker. 

Oppe over prædikestolen i Jyllinge Kirke inden i solen står der 4 hebraiske bogstaver, der giver ordet Jahveh. Det er det hebraiske gudsnavn, det, som Gud sagde om sig selv fra tornebusken i historien om Moses, der så den brændende tornebusk. Jahveh betyder ”Jeg er..”. Eller ”Jeg er den, jeg er”. 

Mere får vi ikke i det gamle testamente. Guds væsen er skjult. Men Johannesevangeliets syv gange ”jeg er” fortæller os, at nu er Gud ikke skjult mere. I Jesus er han blevet synlig for verden, er blevet kød og blod og handling, lugt og smag og lyd.  

Ikke fordi Johannes ligefrem gør tingene nemme. Som jeg sagde i søndags trækker Johannes os ud af den konkrete virkelighed op i det store universelle perspektiv, hvor det handler om grundforholdene mellem Gud og verden og menneskene. Vi skal holde godt fast vores fadervor og i hinanden, når vi skal med ud på den himmeltur. 

Ingen kan komme til faderen, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham. Og ingen har set Faderen undtagen den, der er fra Gud. Bag ordene ligger, at vejen til Gud går gennem Jesus. Han viser, hvem Gud er og gennem troen på ham trækkes vi ind i det fællesskab med Gud, der er så stærkt og ubrydeligt, at Jesus kalder det evigt liv.  

Jesus henviser til dengang israelitterne var på vandring i ørkenen med Moses mod det forjættede land, efter at Gud ved tornebusken havde givet Moses den opgave at lede dem. 

De sultede og derfor brokkede de sig og ville tilbage til Ægyptens kødgryder. Men Gud sendte manna fra himlen for at mætte dem. Han sendte dem faktisk brød fra himlen og reddede dem fra undergang. 

Men de døde – siger Jesus. De døde. Mannaen overvandt ikke afstanden mellem Gud og folket. Og folket blev ved med at falde fra, brokke sig, være utilfredse og utaknemlige, gå imod Guds bud og miste troen på ham. Og Gud blev ved med at straffe, men også at vise barmhjertighed den ene gang efter den anden, uden at det ændrede på noget. 

For Gud var i himlen og menneskene på jorden, og afstanden var lige så uendelig som afstanden fra himmel til jord og tilbage igen. Mange steder i mosebøgerne, hvor Gud taler til israelitterne eller omvendt, virker på mig som det der med, når man står med mobiltelefonen og taler, og den anden ikke kan høre én. Begge taler, begge vil gerne i kontakt, men forbindelsen er der ikke – der er tavshed i den anden ende. Eller man hører et par enkelte løsrevne ord og så er forbindelsen væk igen. 

Jeg er livets brød, siger Jesus. Det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er den levende brød, som kommer ned fra himlen, siger han. Brødet til evigt liv, og det brød er mit kød, som gives til liv for verden. 

Igen: Evangelisten Johannes kræver tit, at man står på tæer for at følge med. 

Det er stærke sager. I de par sætninger presser han en kæmpe sammenhæng sammen: Han giver sit kød til liv for verden. Det spiller på korsfæstelsen, hvor han giver sit liv for at redde os mennesker fra undergang. Det spiller også på nadveren, hvor vi danner det ubrydelige fællesskab mellem Jesus og os og spiser brødet netop som livets brød, hans kød, som han gav for os på korset. 

Men han trækker også forbindelsen helt bagud til israelitterne i ørkenen, der ikke havde forbindelsen til Gud og ikke fik at vide, hvem Gud er. For nu er forbindelsen der. Nu er det åbenbart og ikke skjult, hvem Gud er.  

Brød er noget meget basalt og meget sanseligt. Det fortælles, at en præst engang holdt bibeltime for børn over teksten med livets brød i en flygtningelejr, hvor sulten var ved at tage livet af alle de svage flygtninge. En dreng rækker hånden i vejret og spørger: ”Livets brød – er det majsbrød?” Præsten kigger lidt hen for sig og ved ikke helt, hvad han skal svare. Men så ser han drengen i øjnene og svarer: Ja, det er det! Ikke mere, ingen forbehold. 

For så konkret er det nemlig også, det kæmpe store universelle, svære. At når et barn er ved at dø af sult, så Livets brød et konkret majsbrød, der gør, at han overlever den dag. Og hvis det majsbrød ikke kommer, så er det fordi mennesker i deres ondskab spærrer vejen for livets brød, for majsbrødet, for Kristus, så han ikke kan komme frem og redde mennesket fra undergang. 

Men næste led i sætningen er så, at livet ikke er mistet for den, der fratages det af menneskers ondskab. For livet er evigt hos Gud. 

Men nu skal vi tilbage til det der med, at for os er forbindelsen der. Vi står ikke og råber forgæves ind i telefonen. Og omvendt Gud har også skabt forbindelsen til os. Indholdet i forbindelsen, budskabet, var, at Gud blev menneske, konkret menneske af kød og blod i Jesus, og i ham blev alle aspekter af Gud åbenbaret for dem, som tror på ham. 

For dem, der fulgtes med Jesus i levende live, var forbindelsen der direkte. De kunne se og høre, de kunne tro eller lade være med at tro på, at han var og er Guds søn. De kunne se ham i øjnene og opleve, at de blev set direkte af Gud selv. 

Den forbindelse mistede vi jo, da han døde, opstod og for til himmels. Derfor måtte Gud skabe den igen. Og det gjorde han i går på pinsedag ved at sende sin ånd til verden, og til hvert eneste menneske, som vil tage imod den. 

Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjerter fra deres krop og giver dem et hjerte af kød. Sådan profeterede Ezekiel. Gud fjerner stenhjertet og giver os et hjerte af kød, når han sender sin ånd. 

Et stenhjerte – det er det, vi har, når forbindelsen mellem Gud og os er væk. Eller et ishjerte, som Snedronningen i eventyret, og som drengen, hun har ført til sit isslot. 

Men forbindelsen bliver genoprettet i eventyret. Hvad er det, de synger, børnene: ”Roserne vokse i dale, der får vi barn Jesus i tale” Forbindelsen er genoprettet, fordi Gud har sendt sin ånd, Helligånden. 

Vi kan ikke holde nadver i dag. Det ville jo ellers være den naturlige måde at fejre dagens evangelium på i andet end ord. Brødet og vinen ville være illustrationen af det, som vi har hørt og markeringen af det fællesskab, som Jesus har gjort os til en del af.  

Men vi er jo indtil videre nødt til at være sammen på afstand. Heldigvis berører det ikke indholdet: At Gud har sendt sin ånd for at fastholde og hver dag forny sin enhed, sit fællesskab med os via Kristus. Og dermed er vores livsgrundlag, som det skal være. : 
 
Dagens kollekt går til Folkekirkens Nødhjælp til støtte for kristne mindretal.
Bidrag modtages med tak via MobilePay: